Dannebrog er populært

Foto: Colourbox

Flere og flere østjyske parcelhusejere forsyner deres have med en flagstang.

Har du set dig omkring i dit kvarter for nylig? Og bemærket, at flagstængerne er skudt op som paddehatte her i sommer.

Flere og flere vimpler og flag smælder nemlig i vinden over parcelhusenes tage. I det hele taget synes opbakningen til og interessen for vort nationalsymbol, Dannebrog, at være markant stigende, skriver Århus Stiftstidende.

Formanden for Danmarks-Samfundets Århus Kreds, Erik Fage-Pedersen har lige gjort regnskabet op efter salget af de små Dannebrogsflag til knaphullet på Valdemarsdag. Resultatet blev særdeles opløftende.

- Vi fik 82.000 kroner ind. Det er 27.000 kr. mere end sidste år og er så vidt vides det største beløb, der er indsamlet i de 98 år, Danmarks-Samfundet har eksisteret, siger Erik Fage-Pedersen.