Danmarkshistorien fortalt af ægte mennesker: - Det har været stort

I et nyt projekt fortæller ti plejehjemsbeboere om deres liv efter Anden Verdenskrig.

Margit Betak Pedersen er en af dem, der nu fortæller om, hvordan det var at vokse op for 70 år siden.

Danmarkshistorien bliver unægteligt lidt lettere at forholde sig til, når den formidles af rigtige, levende mennesker.

Derfor har man i et nyt aarhusiansk projekt bedt ti plejehjemsbeboere om at fortælle om deres liv efter Anden Verdenskrig.

Læs også Nadja tvinges til at stikke sig med en nål i fingeren 12 gange dagligt

Fortællingerne er udkommet i en ny bog - og nu kan de også opleves på Tranbjerg Plejehjem.

Måtte hente vaskemaskinen på en knallert

En af dem, der fortæller, er Margit Betak Pedersen. Hun var ung kokkepige i 50'erne i Solbjerg lidt uden for Aarhus.

- Det har været virkelig stort og spændende. Jeg har været meget glad for at have været med, for vi har allesammen en beretning, vi kan give, siger Margit Betak Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.

02:10

VIDEO: Mød Margit Betak Pedersen, der er en af historiefortællerne.

Luk video

Hun fortæller blandt andet, hvordan det var at leve uden vaskemaskine. I stedet lejede de en maskine ved den lokale cykelsmed, som de fragtede hjem på knallert.

- Så sad jeg bag på en Puch Maxi og holdt maskinen bagpå ryggen, og folk, der kendte mig, de gøs jo.

De bærer på helt særlige historier

Udstillingen er lavet i et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Stadsarkivet og Den Gamle By. 

Læs også Landsret skærper straf til sextiltalt psykolog: - Det er en kæmpe sejr

- Når vi laver projekter, der er så store her, så er det også for at vise andre, at plejehjemsbeboerne er unikke mennesker med unikke livshistorier, så vi ikke bare ser dem som sådan en masse af mennesker, der er placeret på plejehjem, siger oplevelsesmedarbejder Liv Høybye Jeppesen fra Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune til TV2 ØSTJYLLAND.

Interviewene af plejehjemsbeboerne begyndte i januar. Arrangørerne ser nu frem til, hvad det fører med sig.

- Jeg glæder mig til at se beboernes historier blive foldet ud både i bogen og på de her udstillingsplancher. Og så glæder jeg mig også rigtig meget til at se de pårørendes reaktion og høre, hvilke samtaler der kommer ud af det, siger Liv Høybye Jeppesen.

02:52

VIDEO: Museumsinspektør i Den Gamle By Kitt Boding-Jensen fortæller om det smarte ved at fortælle historier på den her måde.

Luk video