Danmarks største skov er tredoblet
De danske geografibøger skal skrives om. Satellit-fotos dokumenterer, at Silkeborg-skovene er tre gange større end Rold Skov.
Tilbage i 2004 erobrede Silkeborg-skovene pladsen som landet største sammenhængende skovområde og fortrængte Rold Skov til andenpladsen.
Dengang blev de sammenhængende midtjyske skove opgjort til 85 kvadratkilometer.Nu er der lavet en ny opgørelse på baggrund af satellit-fotos, og det sammenhængende midtjyske skovområde er nu 224 kvadratkilometer, skriver Midtjyllands Avis.
Rold Skov ligger fortsat på andenpladsen, men er kun på godt 80 kvadratkilometer.Opgørelsen er lavet, fordi udviklingen i de enkelte nationers skovarealer fremover skal indrapporteres i forbindelse med Klimakonventionen og Koyoto-protokollen.
- Når det sammenhængende midtjyske skovområde er vokset så meget, så skyldes det først og fremmest, at der er helt ændrede kriterier for, hvordan man definerer skov, fortæller Erik Prins, der gennem sit firma Prins Engineering er ansvarlig for opgørelsen af de danske skovområder.
- Opgørelsen er lavet i henhold til retningslinjer fra FAO (FN's fødevareorganisation) for, hvad der er skov.- Den ændrede opgørelse betyder, at en række områder, der tidligere ikke blev betragtet som skov, nu er det. Det drejer sig blandt andet om nogle vådområder med mere spredt træbevoksning. En anden ændring er, at områder med juletræer og andet pyntegrønt nu også regnes med, oplyser Erik Prins til Midtjyllands Avis.
Kilde: Midtjyllands Avis