Danmarks mest digitale

Her har 44 procent en digital postkasse

Skanderborg er det sted i landet, hvor der er flest, der modtager elektronisk post fra kommunen.

Digitaliseringsstyrelsen har netop afholdt en konkurrence om hvilken dansk kommune, der er bedst til at få borgerne til at modtage digital post.

Næsten 44 pct. af borgerne i Skanderborg Kommune kan nu modtage post fra kommunen, hvilket man ikke kan prale med noget andet sted i landet.

Ifølge Skanderborg Kommune skyldes succesen blandt andet en kampagne, hvor kommunen de seneste måneder har fortalt om fordelene ved digital post.

- Det har virkelig betalt sig at løbe de ekstra meter. Vi er godt på vej mod, at hver anden af vores borgere kan modtage digital post fra os, siger borgmester Jørgen Gaarde (S) i en pressemeddelelse.

Se: Væk med papirer og kuverter

- Jo flere digitale borgere, vi får af frivillighedens vej, des bedre forudsætninger har vi for at hjælpe dem, der virkelig har behov for det, når ordningen bliver obligatorisk.

Også Odder og Aarhus er blandt de fem danske kommuner, hvor flest modtager digital post fra det offentlige. Her har henholdsvis 36,3 og 34,5 pct. af borgerne en digital postkasse.

Fra 1. november 2014 skal alle have en digital postkasse på borger.dk til digital post fra det offentlige.