Danmarks klogeste klasse skal findes
16 klasser fra Randers og over 500 klasser på landsplan dyster i år i den store vidensquiz SmartParatSvar.
Jagten på den eftertragtede titel som Danmarks klogeste klasse er i gang, og i år deltager Randers med hele 16 klasser.
6. klasserne i Randers har igen i år mulighed for at vide, at de har styr på så forskellige emner som for eksempel historie, film, natur & teknik og eventyr, når de skal op i mod over 500 6. klasser fra alle landets skoler.
Den 2. december indledes den nervepirrende kamp, når kommunens 6. klasser mødes på Randers Bibliotek.
Den landsdækkende videns- og læsequiz Smart Parat Svar udfordrer ikke kun børnenes hjerneaktivitet, hukommelse og deres evner til at tænke hurtigt, men også til at samarbejde.
I den lokale runde dyster hele 16 klasser med hver deres hold på fem elever, men kun én klasse vil blive kåret som vinder og dermed gå videre til den regionale runde, hvor de skal møde hele regionens dygtigste klasser.
Den regionale runde finder sted på Randers Bibliotek den 13. januar.
Kampen om den endelige titel og en præmie på 10.000 kroner udspiller sig den 3. februar i Magasinet i Odense, og igen i går afholdes finalen i samarbejde med alle 8 TV2-regioner, oplyser Randers Bibliotek i en pressemeddelelse.