Danmarks kedeligste orkester en sløj forretning

Trods en succesfuld plade og en større Danmarks-turné er Århus-bandet TV-2 ingen guldrandet forretning.

På trods af succespladen 'De Første Kærester På Månen', der har solgt godt 170.000 eksemplarer, og en større turné rundt i Danmark, er det langt fra nogen guldrandet forretning at være medlem at Århus-bandet TV-2.

Ifølge Erhvervsbladet fik de fire medlemmer af 'Danmarks kedeligste orkester' således tilsammen kun 1,8 mio. kr. udbetalt i løn. Til deling.

Trommeslager i TV-2 Svend Gaul, der også er tovholder i bandets to selskaber, HAC Aps og pladeselskabet Have A Cigar, indrømmer da også, at det langt fra er så god en forretning at spille i et Danmarks største popklenodier.

- Herhjemme skal man sælge 40.000 plader alene for at gå i nul. Turneerne er også langtfra lige lukrative. Især de indendørs koncerter er svære at tjene penge på, for der er store udgifter i forbindelse med leje af lys og lyd, siger han til bladet.

I øjeblikket er TV-2 ved at færdiggøre bandets nye plade, 'For Dig Ku' Jeg Gøre Alting', der udkommer 12. november.