Danmarks bedste normering? To pædagoger og ingen børn

Børnehuset Ellemose i Hadsten må have landets bedste normering. Som et forsøg har man udvidet åbningstiderne, men kun ét barn er tilmeldt, og lige nu er barnet på ferie

01:32

VIDEO: Malene Kofod og hendes kollega, Sanne, er helt alene i institutionen.

Der er helt stille i Børnehuset Ellemose. Klokken er 16:00, og det sidste barn har netop sagt farvel og smækket lågen i.

- Her er meget stille, siger Malene Kofod, der arbejder som pædagog. 

Læs også Byråd dropper spareforslag: Piller ikke ved skoledistrikterne

Alligevel har de ansatte i den tomme børnehave ikke fri endnu.

- Det ville være rart, hvis her var nogle børn.

Som et tilbud til travle børnefamilier har Børnehuset Ellemose fra den 1. august udvidet åbningstiderne med en time både morgen og aften.

Mandag til torsdag er der ekstraordinært åben fra 17-18 og fredag 16-17.

Men indtil nu har ordningen langt fra været nogen succes.

Pædagogen og medhjælperen bruger tiden uden børn på forberedelse og praktiske ting som for eksempel vasketøj.

Ét barn - som lige nu er på ferie

Kun én familie har ønsket pasning i den sene eftermiddagstime - og lige nu er familien på ferie.

Derfor er Malene Kofod og hendes kollega, Sanne, helt alene i institutionen.

- Sanne lægger noget vasketøj sammen og vasker lidt op, og jeg laver noget motorikvurdering af toårige børn på min tablet. Det er selvfølgelig meget rart at have god tid til det, siger Malene.

Jeg troede, at der var et behov, og jeg er da en lille smule skuffet. Det var ikke planen, at pædagogerne bare skulle sidde og kigge ud i luften.

Lars Storgaard (C), byrådsmedlem, Favrskov 

Forslaget om at udvide åbningstiden kom på bordet under budgetforhandlingerne i Favrskov kommune i 2017, og blev senere vedtaget.

Det skete på baggrund af henvendelser fra forældre, som havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

De udvidede åbningstider er efter ønske fra forældre, der havde svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. 

Politiker skuffet

Derfor undrer det også Lars Storgaard, byrådsmedlem fra Det Konservative Folkeparti, at flere ikke har tilmeldt sig pasningsordningen

- Jeg troede, at der var et behov, og jeg er da en lille smule skuffet. Det var ikke planen, at pædagogerne bare skulle sidde og kigge ud i luften, siger han.

Læs også Forsker: Politikernes mange idéer presser folkeskolen

Men selv om den nye udvidede pasningsordning er kommet dårligt fra start, mener områdeleder Flemming Rasmussen, at det er for tidligt at afskaffe den igen.

- Når kendskabet til ordningen bliver mere udbredt, så tror jeg på, at der kommer nogle flere børn, siger Flemming Rasmussen.

Børnehuset Ellemose er en integreret institution med plads til cirka 41 børn i vuggestue og cirka 82 i børnehave.