Danmarks ældste død
Sov stille ind efter fødselsdag
Danmarks ældste person, Ella Mørk Hansen fra Skanderborg, er død, dagen efter sin 109-års fødselsdag, skriver Horsens Folkeblad. Hun sov stille ind.
- Lige nu er jeg selvfølgelig ked af, at min farmor er død. Men når der er gået stykke tid, vil jeg helt sikkert glæde mig over, at hun ikke skulle gennemgå en lang periode med sygdom. Tværtimod sad vi i går og talte om festen dagen i forvejen, ligesom jeg læste gratulationskort op for hende og viste hende de mange buketter, som hun fik på sin fødselsdag, siger hendes barnebarn Jette Mørk Hansen til Horsens Folkeblad.
Ella Mørk Hansen boede i egen lejlighed på et plejecenter. Hun var tidligere syerske.
Ella Mørk Hansen nåede kun at være Danmarks ældste i godt en måned. 6. juni døde den hidtil ældste, Else Sofie Jensen Lundblad fra Randers.