Danmark Rundt med enkeltstart i Randers - se alle etaper her
Cykelløbet PostNord Danmark Rundt kommer i 2017 godt rundt i Østjylland
Når den 27. udgave af PostNord Danmark Rundt køres til september, kommer cykelrytterne godt rundt i Østjylland.
Aarhus bliver som bekendt, i anledningen af kulturhovedstadsåret, finaleby på sidste etape af Danmarks største cykelløb, men derudover får en lang række andre østjyske byer besøg af feltet.
Det ligger fast, efter ruten for løbet tirsdag er blevet offentliggjort.
Her fremgår det, at der skal køres enkeltstart i Randers, og at Ebeltoft bliver startby på den 5. og sidste etape, som altså afsluttes i Aarhus.
- Arbejdet med næste års PostNord Danmark Rundt rute har været i gang i mere end et år. Vi er utroligt glade for den rute, vi præsenterer i dag. At vi har valgt at vende løbet, har både givet udfordringer, men også nye muligheder. Det er en yderst varieret rute, der vil vise Danmark fra sin allerflotteste side til september, siger løbsdirektør Jesper Worre i en pressemeddelelse.
Den første etape køres den 12. september med start på Frederiksberg i København, inden rytterne den 16. september ruller ud på den sidste - og med sine 200 km den længste - etape fra Ebeltoft til Aarhus via blandt andet Rønde, Løgten, Hinnerup og Stilling.
Læs også
- Vi rammer de fleste af landets hårdeste stigninger undervejs. Mange små veje indbyder til godt cykelløb, og alle etaper kan blive afgørende. Det gælder også finaleetapen ind til Aarhus; en lang og hård etape, der vil gøre rytterne godt trætte, inden de skal køre om etapesejren og den samlede sejr på den kuperede rundstrækning i Aarhus, siger Jesper Worre.
PostNord Danmark Rundt 2017
13. september 2. etape: Svendborg – Odense 185 km
14. september 3. etape: Otterup – Vejle 180 km
15. september 4. etape: Enkeltstart Randers 20 km
16. september 5. etape: Ebeltoft – Aarhus 200 km