Danmark Rundt 2019 får start i Silkeborg

Enkeltstarten bliver fremrykket, og der skal dystes om flere bonussekunder i Danmark Rundt i 2019

Sidste år var PostNord Danmark Rundt i Randers, hvor billedet her stammer fra. Foto: Thomas Sjørup - Scanpix

Starten på det traditionsrige cykelløb PostNord Danmark Rundt går i 2019 fra Silkeborg.

Det blev annonceret torsdag på et pressemøde i den midtjyske by, der både er start- og målby for 1. etape, der køres 21. august.

- Det ligger lige til højrebenet at starte i Silkeborg. Vi begynder i Silkeborg og kommer tilbage cirka fire timer senere, og på turen kører vi igennem det bedste cykelterræn, siger løbsdirektør Jesper Worre.

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), var også til stede på dagens pressemøde. - Jeg tænker i al beskedenhed, at vi har landskabet til at lave et rigtig godt cykelløb. Vi er også godt klædt på til at lave store events, sagde han blandt andet i et efterfølgende interview til TV MIDTVEST. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

Åbningsetapen omkring Silkeborg byder på omkring 1500 højdemeter på en rute, der indbyder til udbrud.

- Det er ikke som Tour de France, men det går op og ned på det meste af ruten. Der kommer helt sikkert udbrud, men spørgsmålet er, om det kan holde hjem, siger Worre.

Dem, der vil vinde løbet, er nødt til at angribe, og der er terræn til det.

Løbsdirektør, Jesper Worre

Som noget nyt er den obligatoriske enkeltstart fremrykket fra 4. til 2. etape, der i 2019 køres omkring Grindsted på en rute på 17 kilometer.

Ifølge Jesper Worre ændrer fremrykningen af enkeltstarten hele løbets dynamik, da feltet nu har flere etaper i slutningen af løbet til at indhente et muligt tidstab fra enkeltstarten.

- Det er en væsentlig forandring.

01:05

VIDEO: Sidste år så det sådan ud, da PostNord Danmark Rundt sluttede i Østjylland. Etapen startede i Ebeltoft og sluttede i Aarhus. (Droneoptagelser: Dronops Productions)

Luk video

- Jeg tror, at den rytter, der vinder enkeltstarten, også vil føre klassementet, men bagefter kommer der to hårde dage på 3. og 4. etape med mål i Vejle og Asnæs Indelukke, hvor man kan lave om på klassementet.

- Dem, der vil vinde løbet, er nødt til at angribe, og der er terræn til det, siger løbsdirektøren.

Løbsdirektør Jesper Worre præsenterede i dag løbsruten på et pressemøde i Silkeborg. Foto: Mikkel Berg Pedersen - Ritzau Scanpix

3. etape fra Holstebro til Vejle er med 200 kilometer løbets længste. På 4. etape går starten fra Korsør med mål i Asnæs Indelukke. 5. og sidste etape køres fra Roskilde med mål på Frederiksberg Allé i København.

Som endnu et nyt tiltag bliver der i 2019 indlagt tre bonusspurter på fire af etaperne. Her uddeles der tre, to og et bonussekunder til de tre første.

- Der er ni sekunder at køre om hver dag foruden den bonus på ti sekunder, der er for at køre først over målstregen, så det vil man også kunne se på klassementet, siger Jesper Worre.

01:33

VIDEO: Sidste år var PostNord Danmark Rundt et smut forbi Randers, hvor der blev kørt enkeltstart. Her var de lokale mødt op for at se cykelløb.

Luk video

I 2018 var PostNord Danmark Rundt placeret 1. til 5. august i umiddelbar forlængelse af Tour de France, hvilket kan være en af årsagerne til, at de største danske cykelstjerner ikke stillede til start.

Næste år er starten skubbet med nogle uger, så løbet falder sammen med Vuelta a España. Jesper Worre har dog forhåbninger om, at flere af de Tour-startende danskere vil prioritere at køre i Danmark.

- De ryttere, der kører Touren, skal ikke køre Spanien Rundt, og derfor er der gode muligheder for, at de kan køre her, siger han.