Dankortene gløder: Julehandlen slår rekord
Storcentre og cityforeninger melder om en forbrugsjul ud over det sædvandlige
Danskerne har haft dankortet og pengene oppe af lommen i december. I en sådan grad at der de første to uger af måneden var brugt 1 milliard kroner mere end samme periode sidste år. Det har givet travlhed også i de østjyske butikker - helt til det sidste.
- Vi forventer en masse fædre og onkler. Det er typisk den 23. december, at det først er her, de har fået kridtet skoene og kommer herud, siger butikselev i Fætter BR i Randers Storcenter, Charlotte Thomsen.
I Randers Storcenter var der onsdag rigtig mange kunder. Faktisk var der så pakket, at hjemmeværnet var hidkaldt for at holde styr på trafikken på centrets store parkeringsplads.
Optimisme: Julehandel slår alle rekorder
- Det er en rigtig travl dag. Vi ved, at kunderne kommer i ryk, og mange er her også for at hygge sig, fortæller marketing- og eventchef, Lene Nørgaard.
Hul på privatøkonomien
Samme billede gik igen i det aarhusianske. Gågaden var tæt befolket, og det har været kendetegnende for hele december.
- Det har været en forbrugsjul ud over det sædvandlige. Der er kommet hul på privatøkonomien, som mange har efterspurgt, siger direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech.
Julegaverne bliver købt på nettet
Julen har i forhold til handlen faktisk været speciel i år, men det har ikke påvirket salget negativt.
- Vi havde Black Friday lige inden december, så spørgsmål var om, at alt det her handel kunne bære. Men det har så vist sig, at det kunne den godt, forklarer Lene Nørgaard.
Flere travle dage forude
Når butikkerne så engang lukker i aften, kan de ansatte altså se tilbage på en travl julehandel. Men om et par dage får de nok at se til igen.
- Så kommer byttedagene fra den 27., og der regner vi også med at få masser at lave, siger Charlotte Thomsen fra legetøjsbutikken.
Black Friday: En af de bedste handelsdage
Flere butikker holder dagen før juleaften længe åbent. Blandt andet Bilka i Tilst tager imod kunder helt frem til kl. 22.
Du kan se hele indslaget om julehandlen øverst i artiklen. Her kan du også se, at der på havnen i Aarhus også er travlhed den 23. december.