Danish Crowns datterselskab vil fyre 118 ansatte

Foto: Claus Thorsted - Scanpix

Engelske arbejdspladser er i fare, når Danish Crown trimmer kriseramt britisk datterselskab

118 medarbejdere hos Danish Crowns britiske datterselskab Tulip Ltd. risikerer at miste deres arbejde.

Det oplyser Danish Crown torsdag i en pressemeddelelse.

Fyringerne ventes at ramme medarbejderne på en pålægsfabrik i byen King's Lynn nord for London. 

Læs også Danish Crown venter flere slagtegrise i 2018 efter års nedtur

Afdelingen beskæftiger 570 medarbejdere.

- Vi har gennem en længere periode tabt penge på at producere i King's Lynn, så der er tale om nødvendige omlægninger for at sikre produktionen på fabrikken fremadrettet, siger Steve Francis, administrerende direktør i Tulip Ltd.

- Sammen med medarbejderrepræsentanter arbejder vi nu målrettet på at hjælpe de berørte medarbejdere så godt som muligt, tilføjer han. 

Læs også Svinekød er blevet mere værd: Danish Crown sætter rekord

Planen er at nedlægge fabrikkens weekendhold og samle produktionen på hverdagene.

Det skyldes, at kapaciteten på fabrikken er for stor i forhold til de ordrer, der ruller ind.

Indtægtskrise

Tulip Ltd. har det seneste års tid været i knibe i forhold til indtjeningen. 

Læs også Efter strejke: Nu lader Danish Crown tyskerne slagte

Det britiske datterselskab har mistet store ordrer til britiske kunder i detailhandlen, og det har betydet store tab, fremgår det af pressemeddelelsen.

En genopretningsplan er iværksat, og siden juni i år er Tulip Ltd. igen begyndt at tjene penge. 

Læs også Danish Crown annullerer advarsel til tillidsmand

Den positive udvikling glæder Jais Valeur, administrerende direktør i Danish Crown.

Men der er lang vej endnu for det britiske datterselskab, understreger han.

- Når vi ser på hele året 2016/2017, vil bundlinjen i Tulip Ltd. fortsat og som forventet vise et betydeligt tab, siger han. 

Læs også Danish Crown vil gafle flere svin og lokker med bonus

- Nu handler det om at holde dampen oppe og fortsætte fremskridtene, så den britiske forretning i regnskabsåret 2017/2018 igen kan bidrage positivt til indtjeningen i Danish Crown, siger Jais Valeur.

Danish Crown er ejet af cirka 7600 andelshavere. Koncernen med hovedsæde i Randers er verdens største svinekødseksportør og Europas største virksomhed inden for forædling af kød.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig