Danish Crown ransaget
Konkurrencestyrelsen har været på uanmeldt kontrolbesøg hos kødgiganten Danish Crown i Randers.
Danish Crowns hovedkontor i Randers har for nylig haft besøg af repræsentanter for Konkurrencestyrelsen, som med en dommerkendelse i hånden bad om at få indsigt i virksomhedens papirer.
Men virksomheden mener ikke, den har udnyttet sin dominerende stilling.
Administrerende direktør Kjeld Johannesen er ikke bekendt med, hvad der var baggrund for kontrolbesøget.
- Men de må have haft en grund til det, for de havde en dommerkendelse med, siger Kjeld Johannesen, der anser det som naturligt, at konkurrencemyndighederne gennemgår de større virksomheder og deres samarbejdsforhold med detailhandelen.
For et år siden foretog konkurrencemyndighederne en lignende razzia hos Arla Foods, fordi man mistænkte virksom- heden for at have udnyttet sin dominerende stilling på mælkemarkedet. Sagen resulterede i en anmeldelse til Bagmandspolitiet, som stadig efterforsker sagen.
Danish Crown og Arla Foods sidder begge på omkring 90 procent af henholdsvis kødmarkedet og mælkemarkedet i Danmark.