Danish Crown annullerer advarsel til tillidsmand

Arbejdet på Danish Crowns slagteri ved Horsens er genoptaget, efter ledelsen har droppet den skriftlige advarsel til tillidsmand Klaus Olesen

Danish Crown dropper den skriftlige advarsel, som ledelsen forleden gav tillidsmand Klaus Olesen.

Danish Crown annullerer den skriftlige advarsel, som ledelsen har givet Klaus Olesen, der er tillidsmand på slagteriet ved Horsens.

Advarslen førte til, at medarbejderne fredag nedlagde arbejdet.

Advarslen bundede i udtalelser, som Klaus Olesen kom med offentligt i forbindelse med konflikten, der verserede i april i forbindelse med overenskomst-afstemningen.

Nu er advarslen trukket tilbage, og mandag morgen blev arbejdet derfor genoptaget.

- Vi har valgt at annullere advarslen. Vi står i den situation, hvor vi vælger at prioritere hensynet til vores kunder og til landmændene, som har slagteklare grise gående, siger pressechef Jens Hansen fra Danish Crown til TV2 ØSTJYLLAND.

Fredag var Klaus Olesen fåmælt om sagen:

- Af frygt for repressalier fra ledelsen tør jeg ikke udtale mig nærmere, sagde han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Tillidsmand har fået advarsel: Ansatte nedlægger arbejdet

Jens Hansen mener, det er tid til at se fremad.

- Vi har gennem længere tid haft et særdeles anspændt forhold til de tillidsvalgte på slagteriet i Horsens, og det står i kontrast til, hvordan samarbejdet er med de tillidsvalgte på vores øvrige slagterier. Vi vil nu forsøge at få samarbejdet på slagteriet i Horsens tilbage på rette spor, siger Jens Hansen.

For en måned siden var slagteriet ved Horsens også ramt af strejke.