Dagplejere testes i dansk

Skal vise hvor godt de mestrer det danske sprog

Dagplejer gennem 16 år Susanne Holy skal snart have testet sine sproglige evner. Her ses hun med dagplejebørnene Ellen, Ida Marie og Lærke. Foto: Horsens Kommune/Per Algreen

450 dagplejere i Horsens Kommune bliver i øjeblikket testet i deres færdigheder i at læse og forstå det danske sprog.
 
Dagplejerne bliver stillet over for en såkaldt "Læs og forstå"-test, der skal vise, hvor godt de mestrer sproget.

Dagplejerne skal besvare spørgsmål, der kan vise noget om deres ordforråd, tekstforståelse, læsehastighed m.m. Samtlige dagplejere skal igennem testen, og efterfølgende vil der være et tilbud om et kursus i dansk.

- Eftersom det er rigtig mange dagplejere, der skal testes, har vi valgt at udføre testen på rekordtid. Det betyder, at dagplejerne kun har en halv time til at besvare spørgsmålene i. Efterfølgende bliver de enkeltvis kaldt ind til en underviser og får svar på resultatet, fortæller konsulent Tina Bilet Steffensen i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune. 

Kan virke skræmmende
Ifølge Suzanne Kruse, der er leder af Dagplejen Vest, er dagplejerne glade for tilbuddet. Også selvom testen kan virke lidt skræmmende på nogle.
 
- Dagplejerne skal løse flere og flere skriftlige opgaver. De skal arbejde med læreplaner, og kommunikationen med forældrene og dagplejekontoret sker også i stigende grad skriftligt via børneintra. Denne opkvalificering er med til at ruste dem til de nye og anderledes krav.

Ud over dagplejerne har social- og sundhedspersonalet samt pædagoger og pædagogmedhjælpere indtil videre været igennem et forløb med test og undervisning i dansk.