Dagpenge til debat
Lokal MF'er mødte vælgerne i Grenaa
Dagpengesystemet er ikke godt nok - det var budskabet til socialdemokraternes gruppeformand, Leif Lahn Jensen fra Norddjurs, da han i aften mødte sine vælgere til en debat om dagpenge.
Og der er ændringer på vej i dagpengesystemet, forsikrer han:
- Dagpengesystemet er ikke, som vi synes, det skal være, og derfor har vi netop nedsat en kommission, og det er derfor vi vil have lavet det om, siger Leif Lahn Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Der vil dog ikke ske nogen ændringer, før regeringens dagpengekommission har analyseret dagpengeområdet i løbet af næste år, lyder det:
- Det er fuldstændig fjollet at stemme for nogle små ting nu, når vi skal se at kigge på den store løsning. Jeg vil meget hellere sige: Vi vil lave en ordentlig dagpengeløsning, vi vil lave en ordentlig, samlet dagpengeløsning bredt med de fleste partier, så det er noget, der holder vand efter det næste valg også, siger han.
Men det er ikke hurtigt nok, lyder det fra Torben Jakobsen, der er formand for LO Djursland:
- Den menige borger, der står og er ved at falde ud over kanten, har altså svært ved at forstå, at det skal gå så langsomt.
Se mere i videoen øverst på siden.