Dagny spreder glæde og gaver på plejehjem

Hjemmelavede gaver, julesange og pebernødder prydede Åbakken i Randers denne mandag. Dagny Olsen havde selv taget initiativ til at være centerets nisse.

01:56

VIDEO: Det har været en helhjertet og lang proces at lave gaver til alle Åbakkens beboere.

Ældrecenter Åbakken i Randers har fået en husnisse i denne december måned. Nissen hedder Dagny Olsen, og hun er til dagligt selv beboer på Åbakken.

Hun har på eget initiativ påtaget sig rollen som nisse, og hun vil sørge for julehyggen blandt plejecenterets øvrige beboere.

Læs også Forsvandt efter julefrokost: Politiet leder med båd og helikopter

- For jeg synes, at der skal være lidt opmuntring for dem, for mange kommer ikke uden for deres fire vægge. Og jeg synes godt, at de må have en oplevelse i december måned, fortæller Dagny Olsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg synes godt, at de må have en oplevelse i december måned

Dagny Olsen, beboer, Ældrecenter Åbakken 

Derfor har Dagny Olsen brugt den seneste tid på at kreere adskillige gaver til hver enkelt beboer, som hun selv sørger for at levere, og julesækken er fyldt. Hun har både sørget for dekorationer, fyrfadsstager med julehjerter og –stjerner samt troldegrene med perler.

- Der er gået meget tid, men det har været hyggeligt og spændende for mig. Men der har været et stort rod i mit hus, siger Dagny Olsen.

Privatchauffør 

For at kunne komme rundt på de forskellige afsnit på plejecenteret, så har Dagny Olsen allieret sig med sin fysioterapeut Kristian Knap. Han fragter hende mellem de forskellige afsnit i rullestol.

Kristian Knap og Dagny Olsen på vej ud med gaverne. 

- Jeg synes, det er gået over al forventning. Det er første gang, at jeg har prøvet at være med til sådan et arrangement. Jeg synes, det har været en rigtig fed proces at være en del af, siden Dagny satte det på benene tilbage i september, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.

Så har jeg egentlig bare støttet hende i processen og jeg syntes, at det var en god idé at bruge noget af det overskud, hun havde

Kristian Knap, fysioterapeut, FysioDanmark Randers 

Selvom Kristian Knap egentlig er fast tilknyttet Åbakken for at genoptræne beboerne, så sætter han gerne tid af til at bakke de ældre op i deres påfund.

- Så har jeg egentlig bare støttet hende i processen og jeg syntes, at det var en god idé at bruge noget af det overskud, hun havde, siger Kristian Knap.

Julesang og pebernødder

De hjemmelavede gaver blev taget gladeligt imod af hjemmets yderligere beboere, og uddelingen blev ledsaget af både julesang og pebernødder.

Det har været sjovt at prøve noget nyt

Dagny Olsen, beboer, Ældrecenter Åbakken 

- Det har været sjovt at prøve noget nyt, siger Dagny Olsen efter uddelingen af pakkerne.

Da gaverne var blevet uddelt, blev der blandt andet sunget julesange. 

Og Kristian Knap, som var med på hele turen, han synes også, at dagen har været vellykket.

Læs også Casper bruger VR-brille mod social angst

- Det var sjovt. Man kommer jo helt i julestemning og får repeteret nogle julesalmer. Det er gået ud over al forventning, og jeg synes, det er så flot klaret af hende, siger han.

Men ovenpå sådan en dag, der kalder dagen i morgen på en hviledag for husnissen.