Daginstitutioner står til lukning i udsatte områder: - Det vil skabe flere ghettoer

Regeringens forslag om bedre fordeling i daginstitutioner møder stor kritik. Det vil lukke institutioner på stribe

03:28

Rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) mener, at det vil være en katastrofe, hvis regeringens forslag til bedre fordeling i daginstitutioner bliver vedtaget.

En masse børnehaver og vuggestuer i Aarhus' udsatte boligområder risikerer at lukke, hvis regeringens ghettoudspil bliver en realitet.

Det konkluderer en analyse fra børne- og ungeforvaltningen i Aarhus Kommune.

Læs også To Aarhus-gymnasier udtaget til konflikt: Undervisningen bliver aflyst

Se regeringens ghettoudspil til bedre fordeling i dagtilbud her. 

Årsagen er, at der ikke må anvises børn, som bor uden for de udsatte områder, til institutionerne.

Derfor vil 14 ud af 18 institutioner i udsatte områder ende med at lukke. For i hovedparten af institutionerne i de udsatte områder, er der over 30 procent af de indskrevne børn, som også er bosat i området.

Det er en katastrofe

Ifølge regeringens ghettoudspil, må der maksimalt optages 30 procent nye børn fra udsatte boligområder i hver daginstitution.

- Det er en katastrofe. Og det vil være at modarbejde ambitionen om at få færre ghettoer i Danmark. Det vil skabe flere ghettoer. Måden, som forslaget er skruet sammen på, vil arbejde direkte mod planerne om et mere attraktivt Gellerup og Bispehaven, siger Thomas Medom (SF), der er rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune.

Det vil være at modarbejde ambitionen om at få færre ghettoer i Danmark.

Thomas Medom (SF)

Hvis man ikke kan få passet sit barn i et lokalområdet, bliver ambitionen om at få familier, der er i arbejde og i uddannelse, til at flytte området svær at få opfyldt, mener han. 

- Det vil man jo ikke gøre, hvis man ikke kan få passet sit barn i området. Så når man støvsuger de udsatte boligområder for vuggestuer og børnehaver, så modarbejder man planerne om at omdanne de her områder til gode og attraktive områder, siger Thomas Medom.

01:09

- Regeringens udspil er en kæmpe ommer. Vi har en ambition om, at etnisk danske familier flytter til de udsatte områder. Det kommer de jo ikke til, hvis vi bliver tvunget til at lukke en frygtelig masse gode daginstitutioner, siger Anders Winnerskjold (S), der er medlem af Børne- og Ungeudvalget i Aarhus Kommune. Han ser gerne, at børnene bliver mere blandede i daginstitutionerne, så han håber, at forslaget er til forhandling. Se hele interviewet her.

Luk video

Bakker op om blandede institutioner

Ideen om at skabe blandede daginstitutioner, bakker rådmanden dog op om.

- Men det er ikke det, som regeringen foreslår. Man kan sagtens lave en model, hvor man får blandede daginstitutioner. Også i de udsatte boligområder, hvor man også fra andre områder kan få anvist en plads for eksempel i Gellerup, siger Thomas Medom.

Øverst i artiklen kan du se hele interviewet med rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF). Se desuden mere i tv-indslaget nedenfor. 

01:57 Luk video

 

Institutioner i udsatte boligområder

Bispehaven
Idrætsinstitutionen Myretuen

Langkærparken
Det Blå Hus  
Vuggestuen Haurumsvej
Snurretoppen
Valhalla 

Gellerup/Tovshøj
Børnehuset Bækken 
Børnehuset Mælkevejen 
Vuggestuen Mælkebøtten 
Børnehuset Engen
Børnehaven Spiren
Børnehaven Skræppen
Vuggestuen Tovshøj
Børnehuset Stranden
Børnehuset Skoven
Natur og miljøhuset Viben
Junglen
Unimukken

Skovgårdsparken
Skovgårdsparkens Børnehave

Kilde: Aarhus Kommune