Dårligt arbejdsmiljø blandt brandmænd: Direktøren sendt hjem

Østjyllands Brandvæsens direktør, Lars Hviid, er fritaget for tjeneste efter en dårlig arbejdspladsvurdering

I en trivselsundersøgelse har 31 procent af medarbejderne givet udtryk for, at de aldrig føler sig trygge ved at sige deres mening åbent.

I flere år har medarbejdere forsøgt at få gjort noget ved et dårligt arbejdsmiljø i Østjyllands Brandvæsen.

I dag er direktøren i Østjyllands Brandvæsen, Lars Hviid, så blevet fritaget for tjeneste. Det oplyser Aarhus Kommune.

Baggrunden for fritagelsen er resultaterne af en arbejdspladsvurdering, som afslørede store problemer med arbejdsmiljøet.

Onsdag formiddag har bestyrelsen for Østjyllands Brandvæsen diskuteret sagen, og resultatet er, at direktør Lars Hviid er blevet fritaget for tjeneste.

02:42

VIDEO: I en trivselsundersøgelse har 31 procent af medarbejderne i Østjyllands Brandvæsen givet udtryk for, at de aldrig føler sig trygge ved at sige deres mening åbent. Indslaget er fra 28. november 2018.

Luk video

'Åben dør' for ansatte

Rådmand i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) er formand for bestyrelsen i Østjyllands Brandvæsen.

Han har haft 'åben dør' for medarbejdere i Østjyllands Brandvæsen, der har haft behov for at fortælle om forholdene. Og det er der en række medarbejdere, der har benyttet sig af.

Det er arbejdspladsvurderingen, som bestyrelsen har behandlet, der er årsagen. Hertil kommer de input jeg har fået fra medarbejderne, som har henvendt sig til mig. 

Bünyamin Simsek (V), rådmand

- Det er arbejdspladsvurderingen, som bestyrelsen har behandlet, der er årsagen. Hertil kommer de input jeg har fået fra medarbejderne, som har henvendt sig til mig. Derfor har vi fundet det hensigtsmæssigt at fritage direktøren for tjeneste, imens undersøgelsen foregår, siger Bünyamin Simsek til TV2 ØSTJYLLAND.

Ifølge rådmanden er der ingen tidshorisont på, hvor længe Lars Hviid er fritaget for tjeneste.

Læs også Brandfolk mistrives: - Som at arbejde i et diktatur

- Det er han, indtil bestyrelsen træffer en beslutning i det, som vi gerne vil have undersøgt, siger Bünyamin Simsek.

Rådmanden vil i den kommende tid forsøge at få klarlagt, hvordan arbejdsmiljøet kan være så dårligt, uden at bestyrelsen har haft kendskab til det.

Som et diktatur

I november fortalte TV2 ØSTJYLLAND, hvordan medarbejderne i Østjyllands Brandvæsen i flere år har forsøgt at komme dårligt arbejdsmiljø til livs.

I en helt ny trivselsmåling har en medarbejder for eksempel skrevet:

 

"Det virker nogle gange som om, at man er i et diktatur. Diverse ledere har ikke frie tøjler til at få det til at køre på bedst mulig måde."

Læs også Kommuner vil samarbejde om sikkerhed efter dødsbrand på plejehjem

Det er dog ikke umiddelbart et pludseligt opstået problem.

JP Aarhus og TV2 ØSTJYLLAND har i fællesskab fået aktindsigt i en række dokumenter, der viser, at brandvæsenets øverste ledelse og bestyrelsen er blevet orienteret om problemer med arbejdsmiljøet, ligesom Arbejdstilsynet har givet Østjyllands Brandvæsen påbud efter et besøg sidst i oktober 2018 hos vagtcentralen.

 

Tilfreds med at man handler

Det dårlige arbejdsmiljø er ikke ny viden for Teknisk Landsforbund, der har flere medlemmer ansat hos brandvæsnet.

- Jeg er tilfreds med, at man handler på de ting, der er sket. Man tager medarbejderne alvorligt, siger afdelingsformand for Teknisk Landsforbund i Østjylland, Dorthe Hindborg til TV2 ØSTJYLLAND.

Mine medlemmer og alle medarbejdere har igennem længere tid forsøgt at gøre opmærksom på, at forholdene har været utilfredsstillende.

Dorthe Hindborg, afdelingsformand, Teknisk Landsforbund, Østjylland

Hun mener dog ikke, at bestyrelsen handler hurtigt.

- Mine medlemmer og alle medarbejdere har igennem længere tid forsøgt at gøre opmærksom på, at forholdene har været utilfredsstillende. Jeg synes ikke, at det er hurtigt, at de har handlet, siger Dorthe Hindborg.

Østjyllands Brandvæsen dækker Aarhus, Skanderborg, Odder og Samsø kommuner.

TV2 ØSTJYLLAND forsøger at få en kommentar fra Lars Hviid.