Kvinde chokeret over ringe handicapforhold: Løsning på vej

Parkeringspladsen ved Thors Bakke i Randers er blevet kritiseret for at have for dårlige forhold for handicappede. Det er et problem, erkender parkeringsselskabet.

De parkerede biler foran betalingsautomaten gør det svært for handicappede at trække en billet. Løsningen er på vej. Foto: Monja Maria Rank

Da Monja Maria Rank for nyligt skulle parkere på betalingsparkeringen ved Thors Bakke i Randers, blev hun chokeret over forholdene for handicappede bilister.

Hendes egen mand har sklerose, og hun kunne hurtigt konstatere, at hvis det var ham, der skulle have parkeret på pladsen, ville han højest sandsynligt have haft en parkeringsbøde i forruden, inden han kom hjem igen.

Læs også Randrusianere får indflydelse på fremtidens Randers

Betalingsautomaten på parkeringspladsen er nemlig placeret så mennesker i kørestol ikke kan komme til at trække en billet.

Både fordi at automaten er placeret meget højt, men også fordi der er parkeringspladser lige foran båsen.

- Hvis det var min mand, der skulle finde en parkeringsplads, var han enten nød til at finde en anden plads eller også vente til, der kom en forbi, der kunne hjælpe ham, siger Monja Maria Rank til TV2 ØSTJYLLAND.

Det fik Monja til tasterne. Hun skrev i Facebook Randers om problemet, hvor hun fik overvejende opbakning fra gruppens medlemmer.

Forholdene for de handicappede bilister fik gang i debatten hos Facebook Randers

Erkender problemet - løsning på vej 

Og det er et problem, erkender daglig leder af Dansk Parkerings Service, som ejer pladsen, Flemming Larsen.

- Vi er opmærksomme på problemet, og har allerede planlagt, at der skal gøres noget ved det i næste uge, siger han.

Ifølge Flemming Larsen bliver der sat spærring op på pladserne foran automaten, og derudover kommer der en rampe til automaten.

Læs også Randers Festuge skudt i gang

Flere personer i Facebook gruppen sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor handicapparkeringen ikke er gratis.

Hertil svarer Flemming Larsen, at en gratis handicapparkering blot ville blive fyldt af handicappede, der arbejder i midtbyen.

- Det ville give dårligere tilgang for de handicappede. Pladserne ville altid være optaget, hvis vi gjorde dem gratis, siger han.