D-vitamin hjælper ikke på tuberkulose
Nyt forskningsprojekt på Århus Universitetshospital slukker håbet om enkel og billig tuberkulose-behandling.
Behandling med D-vitamin kan ikke påvirke den høje dødelighed blandt tuberkulosepatienter. Håbet om et billigt og enkelt supplement til tuberkulosebehandling er dermed svundet ind.
Sådan lyder konklusionen på et forskningsprojekt, der er gennemført på Århus Universitetshospital, Skejby.
Det skønnes, at tuberkuloseepidemien i øjeblikket udgør en trussel blandt en tredjedel af Jordens befolkning. Hvert år dør to-tre millioner mennesker af sygdommen, primært i verdens
fattigste lande.
Mangel på D-vitamin og tuberkulose har været relateret mange steder, men undersøgelser på en dansk forskningsstation i Guinea-Bissau viser, at for få mængder af dette vitamin også
forekommer blandt tuberkulosepatienter i Vestafrika, selv om sollys beskytter mod manglende D-vitamin.
Halvdelen af patienterne i den afrikanske stat fik en højdosis af D-vitamin oven i den sædvanlige behandling mod tuberkulose. Men bagefter kunne der ikke påvises hverken ændret dødelighed eller ændret sygelighed.
Projektet er udført i et samarbejde mellem Infektionsmedicinsk Afdeling på hospitalet i Skejby, Statens Serum Institut og Bandim Health Project i Guinea-Bissau.