Cyklist stadig i kritisk tilstand efter alvorligt uheld
Den 41-årige mand, der var i livsfare efter et uheld i fredags, er stadig i kritisk tilstand
Seks cyklister blev fredag morgen ramt af en bil på Skibbyvej ved Harlev.
Her kom cyklisterne kørende to og to, hvorefter de blev ramt frontalt af en bil ført af en 41-årig kvinde. Hun havde været uopmærksom og var endt i den forkerte side af vejen.
Læs også
Fire kom til skade, mens to slap uden knubs.
En 41-årig mand er stadig i kritisk tilstand, mens to andre slap med overfladiske skrammer. Den fjerde er også stadig indlagt.
- Han (den fjerde, en 26-årig mand, red.) har pådraget sig brud på ryggen, ribben, lårben og håndled, men har det efter omstændighederne godt, siger kommunikationskonsulent hos Østjyllands Politi Jannie Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Den 41-årig kvinde vil blive sigtet i sagen, fortæller Jannie Lundager.
- Hun bliver sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at holde sin bane, og hun vil med stor sandsynlighed også blive sigtet for overtrædelse af straffeloven - afhængig af hvilke skader, de to indlagte personer får, siger Jannie Lundager.
- Vi kan ikke sige mere omkring uheldet, da vi afventer bilinspektørens undersøgelse, siger hun.