Cykler ind, biler ud
Socialdemokraterne i Århus vil have flere parkeringspladser for de to-hjulede. Det skal ske på bekostning af de fire-hjulede.
Det er for få steder, hvor man kan stille cyklen i det centrale Århus. Det mener i hvert fald Socialdemokraterne, som nu vil have mere cykelparkering i byen.
Der er for få pladser til at stille cyklen fra sig i Århus.
Kristian Würtz fra den socialdemokratiske gruppe siger til Århus Stiftstidende, at det eventuelt skal ske ved at nedlægge parkeringspladser for biler. Noget der allerede er sket i Guldsmedegade.
Rådmanden på området, den radikale Peter Thyssen, vil ikke afvise over for avisen, at nedlæggelse af parkeringspladser kan blive en realitet.
Det håber formanden for foreningen Strøget Århus, Lars Svendsen, dog ikke.
- Som udgangspunkt er vi imod nedlæggelsen af parkeringspladser til biler. Men problemet med cykler, som stilles alle vegne, er ved at overskygge problemet med manglende parkeringsmuligheder for biler, og det skal løses, siger Lars Svendsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan se mere om sagen i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.