Cykler forbydes i skovene
Vil undgå konflikter med mountainbike-ryttere
Det bliver fremover forbudt at cykle i en række områder i skovene omkring Silkeborg.
TV 2 | ØSTJYLLAND har tidligere fortalt, at en række af skovenes gæster føler sig generet af mountainbike-ryttere, der benytter stierne i området.
Konflikten spidsede yderligere til, da en ukendt person tilbage i marts saboterede den såkaldte MTB-rute i Nordskoven ved at banke søm ind i trærødderne. Dermed punkterede mountainbikerne, når de cyklede forbi.
I håb om at løse konflikten vil Naturstyrelsen Søhøjlandet ifølge netavisen mja.dk forbyde cykler i dele af skovene.
- Det er meget vigtigt for Naturstyrelsen, at der er plads til alle i skovene, og at der er så få konflikter som muligt mellem skovgæsterne, siger projektleder Rune Hauskov Kristiansen.
Ifølge mja.dk bliver det bl.a. forbudt at cykle på trapperne ved udsigtspunkter i Nordskoven og Østerskoven samt på flere stier i Østerskoven, hvor stierne allerede er ødelagt ved cykling.
Derudover er der udsigt til cykel-forbud ved Slåensø og på Himmelbjerget.