Cyklede 2558 km på én måned: Jens Peter giver alle baghjul

Jens Peter Hansens meritter på jernhesten sikrer ham Cyklistforbundets 'Årets kilometersluger'-pris. Cykling er frihed for mig, siger randrusianeren

2.558 kilometer.

Så langt cyklede Jens Peter Hansen fra Hvidsten i maj.

Kraftanstrengelsen betyder, at han snupper titlen som 'Årets kilometersluger' i Cyklistforbundets landsdækkende kampagne 'Vi cykler til arbejde'.

Jeg vælger cyklen som transportmiddel på grund af den frihed, det giver mig.

Jens Peter Hansen, ivrig cyklist

I alt deltog 60.000 personer i kampagnen, og Jens Peter Hansen gav dem alle baghjul.

Samlet blev der cyklet mere end ni millioner kilometer i maj. 

Jens Peter Hansen cykler til Aarhus, hvor han arbejder som energipolitisk senioranalytiker ved Danmarks Vindmølleforening.

Han har 53 kilometer fra hjemmet nord for Randers til arbejdet. 

 

Den 59-årige Jens Peter Hansen er også byrådsmedlem for Venstre i Randers, og han lufter gerne jernhesten i forbindelse med diverse politiske møder. 

- Jeg vælger cyklen som transportmiddel på grund af den frihed, det giver mig, siger Jens Peter Hansen. 

Han håber, cykelglæden smitter andre:

- Som politiker ser jeg et stort samfundsøkonomisk potentiale ved at få flere til at cykle mere – og jeg cykler gerne forrest.

Kalorieforbrænding i stor stil

Han har lagt alle sine cykelture op på Endomondo.

Tallene viser, at Jens Peter Hansen i maj brugte 97 timer
på cyklen, forbrændte 99.000 kalorier og besteg 19.000 højdemeter. 

- Det er da mere tidskrævende at cykle, når turene er relativt lange, siger Jens Peter Hansen og nævner, at den
gennemsnitlige dansker ser fjernsyn 20 timer per uge.

- Jeg vælger i stedet at bruge tiden på cyklen, så hjernen kan slappe af i en hverdag, hvor den ellers informationsbehandler på højtryk dagen lang, siger han.

De mange kilometer sikrer Jens Peter Hansen en miniferie på Skagen Strandhotel, hvor han kan hvile benene i et feriehus.