Cykeltyveri hos dansk hold forud for enkeltstart

Giant-Castelli har fået stjålet holdets enkeltstartscykler natten til fredag fra en varevogn ved motel i Randers

Det var fra dette motel nær motorvejen syd for Randers, at cyklerne blev stjålet i en varevogn. Foto: Google Street View

Det danske kontinentalhold Giant-Castelli er blevet materielt amputeret forud for fredagens enkeltstart i PostNord Danmark Rundt i Randers.

Natten til fredag i tidsrummet kl. 00-7.30 har holdet fået stjålet otte enkeltstartscykler og en landevejscykel, som stod i en aflåst varevogn ved MotelX på Gl. Aarhusvej i det sydlige Randers, hvor holdet overnattede.

01:43

I august kunne vi fortælle, at det lige nu er højsæson for cykeltyverier. Så det er med at passe på sin cykel. 

Luk video

Det oplyser Giant-Castelli i en pressemeddelelse.

- Vi har fået en anmeldelse om tyveriet her til morgen. Der er udover de ni cykler stjålet hjul og hjelme. Nu skal vi have indhentet stelnummer og nok have fat i holdet for at få flere oplysninger, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Randrusianere raser over cykelløb: Det bliver et mareridt

Tyveriet afholder dog ikke rytterne fra at fortsætte i løbet, og alle mand kører enkeltstarten fredag, blot ikke på de planlagte enkeltstartscykler.

- Vi beder alle om hjælp til at finde cyklerne og udstyret, og de skal være velkomne til at kontakte os, hvis de har set eller hørt noget eller bliver tilbudt en cykel, skriver holdet i pressemeddelelsen.

Fredagens enkeltstart er 20,5 kilometer lang og køres i Randers fra kl. 14.50.