Cykelsti-løsning står fast

Trafikgruppe får ikke held til at ændre Randers Kommunes planer for sikring af cykelsti.

Foto: Colourbox

En trafikgruppe i Randers får ikke held til at ændre kommunens beslutning om en discountløsning til at sikre en cykelsti, som de mener er livsfarlig.

For snart et år siden mistede en 15-årig dreng livet på cykelstien på Hammelvej, da en lastbil overså ham under et højresving. Kommunen har efterfølgende besluttet at lave to knæk på vejen for at sikre cyklisterne bedre.

En trafikgruppe bestående af forskellige repræsentanter fra lokalområdet mener dog ikke, at kommunens løsning er god nok.

Ifølge Østjyllands Radio har trafikgruppen indkaldt politikerne i den kommende Ny Randers Kommunes trafikudvalg til et møde og en besigtigelsestur. Den har politikerne sagt nej tak til.

Den kommunale løsning koster 200.000 kroner, mens trafikgruppens forslag om et omfattende byggeri løber op i 30-40 millioner kroner.