Cykelbetjente på sadlen igen
Tilbage på to hjul i Aarhus midtby
Østjyllands Politi havde sidste år så stor succes med cykelpatruljen, at de fra i år er blevet en fast del af beredskabet i Aarhus. I dag hopper de på sadlen for første gang i år i forbindelse med Blå Mandag, og de bliver i sadlen sommeren over. I år er der fire betjente til at deles om tjansen og de to patruljecykler, så der kan stille en cykelpatrulje hver dag .
- Vi prøvede konceptet af sidste år, og fik rigtig gode erfaringer med det. Cykelbetjentene er et godt supplement til vores kørende patruljer, fordi de kan patruljere steder, hvor vi har svært ved komme ind med biler, siger leder af beredskabet i Aarhus, vicepolitiinspektør Michael Henningsen.
Cykelbetjentene vil være at finde på de aarhusianske veje frem til 1. oktober.