Cykel-løb igen en realitet

Efter to års pause er det traditionsrige cykelløb i Hadsten tilbage

Fire døgn efter afslutningen på dette års Tour De France er det igen tid til professionelt cykelgadeløb i Hadsten. Løbets navn vil i 2011 være Det Nye Løb, og det skal være en markering af at cykelløbstraditionen nu genoptages i Hadsten.  

 

Løbet starter den 28. juli, og historisk har løbet altid været afviklet mellem ét og fire døgn efter Tour De France. I perioden 1993 - 2008 har det budt velkommen til mange store internationale cykelsportsprofiler.

Løbet afvikles på den velkendte og frygtede rute med start og mål på Søndergade i Hadsten. Der køres en time plus fem omgang på den 1.400 meter lange rute med en opløbsstrækning på 7 pct. i stigning.

Borgmester glæder sig

Det er foreningen Scotsport Jagt & Event, der er arrangør af cykelgadeløbet, og Favrskov Kommune er en af Det Nye Løbs store samarbejdspartnere både økonomisk og praktisk:

- Det er meget glædeligt, at det nu ligger endelig fast, at det traditionsrige gadeløb i Hadsten bliver genoptaget i sommeren 2011. Jeg er helt sikker på, at de lokale cykelentusiaster glæder sig til at se cykelstjernerne i Favrskov, udtaler borgmester i Favrskov Kommune, Nils Borring, og han fortsætter:

- Samtidig håber jeg, at gadeløbet bliver et populært sommerferietilbud til børn, unge og familier. Aftalen mellem og Favrskov Kommune betyder nemlig, at der i år er gratis adgang for alle, siger han. 

Lokalt og internationalt

Traditionen tro vil cykelgadeløbet også i år byde på mange kendte navne. Men langt de fleste aftaler mellem cykelryttere og arrangør bliver først indgået forholdsvis tæt på løbets afvikling. 

Allerede nu er der dog blevet indgået en aftale med en af dansk cyklings største profiler, og han er lokal. Chris Anker Sørensen fra Team Saxo Bank-Sungard er første mand på startlisten og vil bære nummer ét på ryggen.

Som altid er cykelgadeløbet i 2011 desuden også for alle cykelmotionister, der har lyst. Motionscykelløbet "Favrskov Familiecykling" afvikles søndag den 14. august 2011 med start og mål ved Idræts- og Kulturhuset Sløjfen.