'Curling-forældre' til møde efter flere farlige situationer
Skole vil have forældre til at hjælpe med, at flere børn går eller cykler i skole
- Mit formål er, at få flest muligt børn til selv at fragte sig selv i skole. Jo flere børn, der bliver kørt i skole, jo flere forældre kan blive utrygge ved den trafikale situation, og det skaber en dårlig lavine, hvor flere og flere kører deres børn i skole.
Bettina Thomassen, der er administrativ leder på Skødstrup Skole, er træt af, at rigtig mange forældre kører deres børn hen til skolen om morgenen. Det skaber nemlig farlige situationer på parkeringspladsen.
- Problemet er, at der skabes farlige situationer for de børn, der går eller cykler i skole, siger Bettina Thomassen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Der er heldigvis ikke er blevet påkørt nogen, men skolebestyrelsen har længe været bekymret over de mange biler. Det har nu fået skolen til at indkalde til et såkaldt dialogmøde.
- Der er lagt op til, at det er tænketank, hvor vi har inviteret forældrene med til i samarbejde at få skabt de gode idéer til, hvordan vi får flest mulig børn til at cykle eller gå, siger Bettina Thomassen
Læs også
De mange forældre, der kører deres børn i skole, er tit blevet omtalt som curlingforældre, men den titel mener Bettina Thomassen ikke nødvendigvis er korrekt.
- Det synes jeg ikke er rigtig at sige. Der kan være så mange andre årsager til at køre sit barn i skole, lyder det.
Dialogmødet på Skødstrup Skole bliver afholdt mandag klokken 19.30. Alle forældre og medlemmer af elevrådet er velkomne.