Cult henter tysker til holdet

Fabian Wegmann til østjysk cykelhold

Det østjyske cykelhold fortsætter sin oprustning frem mod den kommende sæson.

Onsdag har Cult Energy Pro Cycling offentliggjort, at holdet har skrevet kontrakt med tyske Fabian Wegmann.

Og han bliver en af en lang række nye navne, som blandt andet tæller Linus Gerdemann, Christian Mager og Rasmus Quaade, der fra næste sæson skal køre for østjyderne.

- Vi håber at deltage i Amstel Gold Race, og vores ambitioner for Fabian Wegmann er, at han skal være med i toppen af sådanne løb. Det er fantastisk at have en kapacitet som Fabian Ewgmann med på holdet, som kan bidrage med sin rutine fra en lang og imponerende karriere, ligesom han har sult og ambitioner om at vinde flere løb, siger Michael Skelde, der er sportsdirektør for Cult Energy Pro Cycling, i en pressemeddelelse.

34-årige Fabian Wegmann har i løbet af sin karriere vundet det tyske mesterskab tre gange, og i denne sæson har han kørt for WorldTour-holdet Garmin Sharp.