Cult Energy får sin licens

Cykelhold får UCIS's blå stempel

Foto: Team Cult Energy / Colourbox

Det har været ventet længe, men nu er det officielt gået i orden.

Den internationale cykelunion (UCI) har torsdag givet det østjyske cykelhold Cult Energy Vital Water licens til at blive såkaldt pro-kontinentalhold i 2015-sæsonen.

- Baseret på de nye oplysninger har licenskommissionen trukket sine forbehold tilbage og vurderer, at holdet har sikret sig tilstrækkelig finansiel garanti, som er påkrævet i henhold til UCI's regulativer, meddeler UCI på sin hjemmeside.

Se: Håber stadig på licens

Cykelunionen har tidligere undladt at give licensen til Cult Energy Vital Water, fordi unionen ikke mente, at cykelholdet havde indleveret alle de relevante dokumenter.

Allerede for nogle måneder siden annoncerede Cult Energy Vital Water, at holdet ville rykke op fra at være kontinentalhold til at blive pro-kontinentalhold.

Den endelige godkendelse lod dog vente på sig.