Computerfejl skyld i nedbrud: Det er på godt jysk noget møg

Direktøren for Securitas, Tom Laursen, beklager dybt, at biler var strandede under Dokk1 tirsdag aften

Tirsdag aften kl. 17 brød det fuldautomatiske p-anlæg under Dokk1 sammen, og biler var derfor strandede her indtil kl. 1, hvor det kom op at køre igen. Dagen derpå er årsagen til nedbruddet endnu ikke helt klarlagt, men man har en idé. Under alle omstændigheder beklager firmaet, der driver anlægget.

- Vi ved ikke helt konkret, hvad der er gået galt. I første omgang troede jeg, at det var strømsvigt, men meget tyder nu på, at det var en computerfejl, som teknikere forsøger at kortlægge mere præcist, siger direktøren for Securitas, Tom Laursen, til tv2oj.dk.

00:47

Der var nogen, som var glade for nedbruddet i p-anlægget - nemlig taxachaufførerne. Se mere i indslaget her. 

Luk video

Firmaet var nødsaget til at sætte gang i forskellige tiltag for at hjælpe de ramte bilister, hvis bil tirsdag aften var strandet under Dokk1. Folk blev tilbudt taxaer hjem, og andre måtte på hotel.

- Når sådan noget sker, er det på godt jysk noget møg. Det er dybt beklageligt for de bilister, der har haft deres bil holdende dernede, siger Tom Laursen.

Læs også Se Aarhus' udvikling på Dokk1

Siden anlægget blev opført for halvandet år siden er det sket flere gange, at det er brudt sammen. Det var især i indkøringsperioden, at der var problemer.

- Jeg vil ikke betragte det her som et tilbagevendende problem, for der har intet været i mange måneder nu. Vi fik ro på efter vores indkøringsproblemer, og så har det kørt fint længe, fortæller direktøren.

Tom Laursen og resten af folkene hos Securitas sætter sig nu ned for at få et større overblik over, hvad der gik galt tirsdag og få lavet en plan for, hvordan en lignende fejl undgås i fremtiden. Men han vil aldrig garantere, at p-anlægget ikke bryder sammen igen.