Computere og telefoner stegt

01:31

1 af 2

Sendte 400 volt ud til husstande

Weekendens uvejr med lyn og torden fik konsekvenser for 153 husstande i den lille by Lund ved Horsens.

De fik nemlig ødelagt flere af deres el-apparater på grund af al for høj spænding, der skyldtes en teknisk fejl.

Klokken tre natten til lørdag slog lynet ned, og strømmen gik ved den lokale transformatorstation.

Det lykkedes EnergiMidt at omlægge noget af strømmen, men det var ikke nok. Derfor blev en mobil-generator tilsluttet.

For meget strøm

Mobil-generatoren skulle dog vise sig, at give en del problemer.

Tidligt lørdag morgen fik EnergiMidt meldinger fra flere borgere i Lund, som opdagede, at deres el-apparater var gået i stykker.

Den nye generator havde nemlig sendt alt for mange volt ud i systemet - nemlig 400 volt.

Så høj en spænding medførte, at computere, mobiltelefoner og andre elektroniske apparater stod af.

- Typisk er det el-apparater, som står til standby eller til opladning, som det går ud over. Det er desværre sket før, at der på den ene eller anden måde er sket overspænding, siger presseansvarlig fra EnergiMidt, Jacob Hokland, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Travlhed hos reparatør

Hos det lokale el-installationsfirma Svendsens El har de efterfølgende haft travlt med at hjælpe folk.

- Først skulle vi pille alt el-udstyr fra og derefter gennemtjekke det hele for at finde ud af, hvor meget der var ødelagt. Nogle ting var mulige at reparere som for eksempel komfur og ovne, siger el-installatør Orla Svendsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Orla Svendsen har det drejet sig om alt lige fra fjernsyn, computere, og mobiltelefoner til hvidevarer.

EnergiMidt: Undskyld

De 153 husstande i Lund fik i mandags et brev fra EnergiMidt, hvor de beklagede den uheldige fejl, som har givet problemer for mange.

- Vi beklager selvfølgelig meget, at det skete. Heldigvis sker det meget sjældent, siger presseansvarlig fra EnergiMidt, Jacob Hokland, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I brevet til husstandene opfordrer EnergiMidt de uheldige borgere til at kontakte deres forsikringsselskab.

Det vurderes, at el-apparater for et par millioner er blevet ødelagt.

Se mere i indslaget øverst på siden.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig