Comeback-sejr til Silkeborg
Viggo Jensen & Co. fik tre vigtige point
Silkeborg fik med en fornem 3-2-sejr fedtet Sønderjyske godt og grundigt ind i nedrykningskampen, efter at bundholdet havde været bagud to gange i den underholdende superligakamp i Haderslev.
Det var en kamp, hvor ordet comeback blev et tema. Sønderjyske måtte se en føring glippe to gange i første halvleg, inden Silkeborg-angriberen Marvin Pourie fuldendte comebacket med målet til 3-2.
Der var også comeback til Viggo Jensen, som fik en sejr i sin første kamp som træner for Silkeborg efter sidste uges fyring af Keld Bordinggaard. Viggo Jensen har været træner i Silkeborg to gange tidligere.
Lignede et nyt nederlag
Til at begynde med lignede det dog endnu et nederlag for Silkeborg, da Tommy Bechmann bragte Sønderjyske foran 1-0. Angriberen fulgte op på en svag ripost fra Lasse Heinze i Silkeborg-målet efter 21 minutter.
På en endnu større målmandsfejl fik Silkeborgs Dennis Flinta udlignet to minutter senere, da Sønderjyskes keeper Håkon Opdal droppede et ufarligt fladt langskud.
Det skrøbelige Silkeborg-forsvar måtte se Eyjolfur Hedinsson bringe Sønderjyske foran 2-1 på et hovedstød efter 33 minutter. Silkeborgs Jesper Mikkelsen fik slet ikke generet islændingen nok i duellen.
Men endnu en gang svarede Silkeborg igen, da Frank Hansen fra en yderst vanskelig vinkel headede 2-2-målet ind efter oplæg fra Martin Svensson fire minutter før pausen.
Havde mere energi
Silkeborg virkede til at have mere energi og tro på tingene, og Kasper Risgaard og Daniel Pedersen skød blandt andet på stolpen mod Sønderjyske.
Derfor var det fortjent, at Pourie fik scoret til 3-2 en halv time før tid, da han fik skovlet bolden ind bag Opdal.
Silkeborg avancerer med sejren fra sidstepladsen og rykker forbi Brøndby, som i endnu et bundbrag møder Esbjerg på hjemmebane søndag.
Silkeborg har nu 14 point efter 17 kampe. Sønderjyske har 17 point to pladser over nedrykningsstregen.