Colibakterier lukker McDonald's-restaurant
Silkeborgensisk McDonald's-restaurant lukket efter fund af colibakterier i drikkevandet.
Fundet af colibakterier i drikkevandet i Silkeborg har i dag, tirsdag, fået ejeren af den lokale McDonald's-restaurant til at slukke for ovne, frituregryder og sodavandsmaskiner.
Restauranten på Nørrevænget ligger i Alderslyst-området, hvor beboerne i øjeblikket bliver rådet til at koge vandet, inden det drikkes eller bruges til madlavning.
McDonald's oplyser, at der konstant bliver brugt vand til håndvask og rengøring i kædens restauranter, og selv om bakterierne bliver dræbt, hvis vandet koges, ønsker ejeren af den lokale restaurant, Jan Dahl, ikke at tage nogen chancer.
Vandforureningen skyldes formentlig et uheld under reparation af en vandtank på Bredhøjvej.