Claus gik fra jakkesæt til rengøring: - Nu glæder jeg mig til at stå op
En potentiel kunde fik Claus, der arbejder med rengøring, til at fortælle et par sandheder
'Du er jo en af dem, som er lavest i hierarkiet. Rengøring er jo ikke ligefrem et velanset erhverv'.
Ordene faldt i en telefonsamtale torsdag aften. I den ene ende af røret var 42-årige Claus Meyer Jørgensen, der for nylig har startet sit eget rengøringsfirma i Ry.
Læs også
I den anden ende en mand, der havde brug for rengøringshjælp. Manden fortalte Claus, at han boede i et hus på 250 kvadratmeter og i øvrigt havde to Mercedes-biler.
Claus gav et tilbud på 650 kroner for to timers rengøring. Mandens reaktion var at tilbyde 125 i timen, 'for du vil vel hellere tjene lidt, end slet ikke at tjene noget'.
Manden leder fortsat efter rengøringshjælp.
Hans ord fik nemlig Claus til at fortælle ham, at han også havde kørt i Mercedes. At han også havde gået i jakkesæt. At han også havde tjent mange penge. Men at han ikke var glad, dengang han gjorde det, og det er han nu, hvor han gør rent.
- Han sagde ikke så meget. Han smågrinte lidt som om, det var mig, der var gal på den. Det var til grin. Der blev jeg satanedme forarget, og til sidst lagde jeg bare røret på. Han må selv gøre sit hus og sin Mercedes ren, siger Claus Meyer Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Telefonsamtalen fik Claus Meyer Jørgensen til at skrive et offentligt facebookopslag. Han havde nemlig noget på hjerte.
I 12 år var Claus sælger i logistikbranchen, men de sidste år, inden han stoppede i 2017, var han ikke glad for sit job.
- Jeg vågnede tit med en følelse af, at det var pestilens at gå på arbejde. At jeg bare skulle kæmpe mig igennem de 8-9 timer. Og så var der bare en morgen, hvor jeg tænkte: 'Jeg kan ikke mere.'
Glad i 'bunden af hierarkiet'
Han sagde sit velbetalte job op, og for cirka fire måneder siden sprang han ud i livet som selvstændig med sit eget rengøringsfirma, Ry Vinduespolering og Rengøring.
- Jeg har altid haft lyst til at starte mit eget, og jeg kan lide rengøring, fordi jeg ved, at jeg er omhyggelig. Jeg har en form for selvskabt OCD, siger han med et grin.
Han mener selv, han har en fordel i, at Ry og omegn er et sted, hvor mange tjener pænt og har lange arbejdsdage, så de måske har brug for hjælp til rengøring.
'Hvis det betyder, at jeg er lavest i det såkaldte hierarki, fordi jeg gør rent, ja så er jeg jo nok lavest i hierarkiet, men hold kæft, jeg er glad for at være der, for jeg leverer et godt stykke arbejde, og mine kunder er tilfredse og glade, og det betyder ALT', skriver han i det offentlige facebookopslag.
Læs også
Tilværelsen som selvstændig er ikke så indbringende som det tidligere sælgerjob - men det betyder ikke det store for Claus Meyer Jørgensen.
- Det kan godt være, at jeg tjente 10-15.000 mere, end jeg gør nu, i mit forrige job, men i min verden er det ikke det, der tæller. Man bruger så mange timer på sit arbejde, så det skal man sgu' være glad for. Jeg kan få tingene til at hænge sammen, og så må pengene komme hen ad vejen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og afslutter:
- Jeg fortryder det ikke ét sekund. Nu føler jeg, at jeg er tilbage, hvor jeg kan glæde mig til stå op og gå på arbejde.