- Claus, du er ikke borgmester!
Skarpe vendinger mellem borgmesterkandidater
Kampen om borgmesterposten kan vise sig at blive en gyser i Randers Kommune.
Det bliver en kamp mellem den ældre, erfarne jyde og den unge, mindre erfarne københavner.
Borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) har siddet på borgmesterposten siden 2007. Han mener, at han fortsat har masser at bidrage med i Randers Kommune:
- Jeg har en livserfaring gennem min alder. Jeg har været politimand i 27 år. Jeg har taget retfærdigheden med mig - for eksempel når jeg er med til at fordele goder, siger Henning Jensen Nyhuus (S).
Til gengæld har han ikke meget til overs for sin modstander, Claus Omann Jensen (V):
- Man får ikke nogen borgmester i Claus. Jeg er borgmester. Jeg tror borgerne i Randers gerne ser en socialdemokratisk borgmester, siger Henning Jensen Nyhuus (S).
V: Trænger til nye kræfter
Claus Omann Jensen (V) tror derimod på, at han kan skabe en bedre fremtid for Randers, end det er tilfældet i dag. Han fortæller, at han har haft stor succes med sin egen virksomhed og mener, at han kan bruge sine erfaringer i kommunen:
- Det handler om, hvem der er bedst til at lede Randers Kommune. Der skal kræfter til, siger Claus Omann Jensen (V)
Hvis Claus Omann Jensen (V) bliver borgmester vil han blandt andet arbejde for bedre vilkår for erhvervslivet:
. Vi har det hele. Vi har en fantastisk midtby og opland. Vi er nødt til at lytte til erhvervslivet, og skabe de forbedringer. Vi skal rydde stenene af vejen, siger Claus Omann Jensen (V) og tilføjer:
- Henning har haft syv år. Han har kæmpet sit bedste. Men du har ikke bragt os derhen, hvor vi skulle. Du har skåret på de ældre, du har skåret på de svage.
Se video fra debatten med de to Randers-kandidater øverst i artiklen.