Classic Race vil give et hotelophold til støjplagede naboer: - Det er useriøst

Classic Race tilbyder de støjgenerede naboer 5.000 kroner, så de kan tage væk fra Aarhus, mens arrangementet kører. Men det er beboerne ikke tilfredse med

02:08

VIDEO: Beboerne i området er godt trætte af larmen fra Classic Race.

I næste uge går starten på Classic Race på Strandvejen i Aarhus. Det store event trækker tusindvis af motorglade gæster til, men også en masse racerbiler – hvilke larmer en del.

Det er beboerne i området godt trætte af - det har de været i årevis nu. Det er en yderst indviklet sag, hvor også støjniveau og decibel fortolkninger er diskuteret vidt og bredt.

- Nu er Aarhus Kommune en stor kommune. Man kunne have lagt det her på mange andre steder. Det kunne ligge på industrihavnen, hvor der er god plads og ingen naboer, siger Jens Hørup Jensen, der er én af naboerne til Classic Race. 

Læs også SF vil stoppe Classic Race i Aarhus, men møder modstand

Senest har Classic Race nu tilbudt et hotelophold på 5.000 kroner til de støjgenerede naboer, så naboerne kunne komme væk under weekenden, hvor løbet er.

Men det er useriøst lyder det fra beboerne.

- Jeg har nogle ting, der skal ske i løbet af weekenden, jeg har en datter, der skal i skole om fredagen, så vi kan ikke bare tage af sted. Og så synes jeg ikke, at det er Classic Race, der skal bestemme, hvornår jeg skal holde ferie, hvornår jeg ikke skal. Det synes jeg ikke er rimeligt, siger Jens Hørup Jensen.

00:34

VIDEO: flere aarhusianere forstår godt, at det larmer for naboerne, når der er Classic Race. Men flere synes også, at arrangementet er godt for byen. 

Luk video

- Vi gør ikke det her for at lukke munden på folk. Jeg tror ikke, vi kan købe os til, at nogle mener noget bestemt. Det her er en imødekommelse, en udstrakt hånd, siger Mike Legarth, der er direktør for Classic Race.

Pengene bliver taget fra Classic Races overskud, der går til børns trafiksikkerhed. Det mener naboen Jens Hørup Jensen ikke er i orden.

- Det, synes jeg, ligger et stort pres på naboerne i, at man så stjæler penge fra børn. Jeg synes hellere, de skulle tænke over, at de ofrer vores børns hørelse til fordel for de her børns trafikfond, siger Jens Hørup Jensen.

Men Classic Race vil gerne give pengene, for at være på god fod med naboerne. 

Læs også Kommune retter massiv kritik af Classic Race

- Det her tilbud vil jo minimere de penge, vi ellers kunne give til børns trafiksikkerhed, men det gør vi gerne, fordi vi rigtig gerne vil give en udstrakt hånd og være venlige over for naboerne og på god fod med dem, siger Mike Legarth.

Naboerne kæmper videre.

- Der er en masse ting, man kan gøre, men det er jo ikke noget, Aarhus Kommune vil diskutere, siger Jens Hørup Jensen.

TV2 ØSTJYLLAND har i dag, torsdag, forsøgt at få en kommentar fra Aarhus Kommune eller rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V). Men det har ikke været muligt.