Classic Race Aarhus har en ny leder klar
Tidligere politiker gør klar til at blive direktør for Classic Race Aarhus
Det årlige Classic Race Aarhus skal have ny administrerende direktør, når den nuværende leder Niels Brøchner skal have andre opgaver den 1. juni 2016.
Og nu er afløseren fundet.
Det bliver den tidligere folketingspolitiker Mike Legarth, der sad valgt for Det Konservative Folkeparti. Han har siddet i Folketinget siden 2007, men gør det altså ikke længere.
Før kommunesammenlægningen i 2007 var han borgmester i hedengangne Vamdrup Kommune.
- Det et drømmejob for mig. Her kan jeg virkelig bruge mine erfaringer fra 27 år som direktør i det private erhvervsliv. Mit politiske virke har primært været drevet af, at skabe noget for andre og det falder godt i tråd med Classic Race Aarhus? formål, som udover at skabe spændende oplevelser også er med til at skabe trygge rammer for børn i trafikken, siger Mike Legarth i en pressemeddelelse.
Mike Legarth er i øvrigt også tidligere racerkører.
Han er ansat som vicedirektør indtil løbet i maj 2016 for at lære jobbet at kende, og vil derefter overtage som administrerende direktør.