Citychef: Netbutikker efterspørger kvadratmeter

Netbutikken grejfreak.dk har udvidet med 600 kvadratmeter. Hos Aarhus Cityforening mærkes netbutikkernes stigende interesse for lokaler

02:02

Kristian Rasmussen er medejer af grejfreak.dk. Selv om det er en netbutik, har virksomheden lige udvidet med 600 kvadratmeter, så folk får lettere ved rent fysisk at se varerne.

Selv om man er en netbutik, er der behov for et sted, hvor kunderne rent fysisk kan studere produkterne.

Den konklusion er grejfreak.dk nået frem til. Butikken har netop udvidet med 600 kvadratmeter. 

Medejer Kristian Rasmussen begrunder udvidelsen:

- Der var for mange kunder i nogle perioder. Folk stod i kø ud på gaden for at komme ind i vores 25 kvadratmeters butik, siger han til TV 2 I ØSTJYLLAND.

Kristian Rasmussen fortæller, hvordan det er vigtigt for kunderne at kunne se varerne og få svar på tekniske spørgsmål. 

- For mange kunder er eksempelvis en sovepose ikke bare en sovepose, siger han og uddyber:

- Det var som om, at uanset hvor mange services, vi puttede på, og selv om vi tilbød prisgaranti, så var der stadig en efterspørgsel efter at komme ud og se varen og prøve det.

Kristian Rasmussen spår, at grejfreak.dk på sigt får brug for endnu flere kvadratmeter.

- Vi snakker faktisk om, at vi med tiden kan få brug for endnu mere – jeg kan ikke forestille mig en dag uden en fysisk butik, siger han.     

Læs også Netbutik fyldt med ulovlige varer

Grejfreak.dk er ikke ene om at satse på flere kvadratmeter. Claus Bech, der er direktør i Aarhus Cityforening, fortæller, at flere netbutikker efterspørger lokaler i Aarhus.  

- Der er en helt klar tendens til, at også netbutikker ser behovet for en fysisk butik. Den her nærhed med at komme ud og opleve varen – dufte, røre og føle på det, man nu står over for at skulle købe. Det er der et behov for, siger Claus Bech.

 

Øverst i videoen kan du høre Kristian Rasmussen forklare, hvorfor grejfreak.dk satser på en fysisk butik.