Cityassistenter presser på for tilladelse til at bære kamera

Cityassistenterne venter på tilladelse til at bære kropskameraer. Mens de venter, er en cityassistent blevet slået i brystet med en knytnæve

Kim Guldvad Svendsen, der er chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune, presser på for, at cityassistenter skal have lov til at bære kropskameraer. Foto: Arkivfoto

Der er nok de færreste, der synes, det er særligt fedt at komme ud til sin bil og finde en p-afgift i forruden. Men hvordan vi reagerer på sådan en p-afgift, er der stor forskel på.

Nogle sviner p-vagter til, nogle spytter på dem, og andre er decideret voldelige.

Det oplevede en kvindelig cityassistent, som p-vagterne kaldes i Aarhus, onsdag i sidste uge, hvor hun blev slået i brystet med en knytnæve.

- At folk decideret slår dem, det sker heldigvis sjældent, men det bør aldrig ske, siger Kim Guldvad Svendsen, der chef for Drift og Myndighed i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Slået med knytnæve i brystet: P-vagter chikaneres på jobbet

Chikane som verbale tilsvininger, trusler og vold fik for tre og en halv måned siden Drift og Myndighed til at søge om tilladelse hos Datatilsynet til, at cityassistenterne kan bære kropskameraer. Men Drift og Myndighed har endnu ikke fået svar.

- De får et opkald fra os indimellem, og vi presser på, så meget vi kan. Vi er kede af, at det tager så lang tid, for det har stor indflydelse på vores arbejdsmiljø, at cityassistenterne udsættes for forskellige former for chikane, siger Kim Guldvad Svendsen.

Læs også Chikane og trusler er hverdagskost for P-vagter i Aarhus

Indtil nu er meldingen fra Datatilsynet ifølge Kim Guldvad Svendsen, at det vil tage seks måneder at behandle ansøgningen om tilladelse.

Kamera skal forhindre at chikanen eskalerer

Formålet med kropskameraerne er, at de skal kunne forebygge chikane. Om det vil lykkes, kan Kim Gulvad Svendsen kun gisne om.

Uden at vide det, så tror jeg ikke, at episoden havde eskaleret på samme måde, hvis hun havde haft kropskamera på.

Kim Guldvad Svendsen, chef, Drift og Myndighed

- Men vi ved, at det har haft en effekt, at vi har fået lov til at optage telefonsamtaler med folk der klager over afgifter, hvis samtalen løber løbsk. Det har været med til, at hvad der før var en daglig forseelse, nu kun sker en sjælden gang imellem, siger han.

Han kunne godt have ønsket sig, at den kvindelige cityassistent, der blev slået i sidste uge, havde haft et kropskamera på.

Læs også Torbens vinduer blev smadret: Mange politikere chikaneres

- Uden at vide det, så tror jeg ikke, at episoden havde eskaleret på samme måde, hvis hun havde haft kropskamera på, siger Kim Gulvad Svendsen.

Han tror, at der vil være længere fra tanke til handling, når man ved, at cityassistenten bærer et kamera.

- Så ved man, at man kan komme til at stå til ansvar for sine gerninger, frem for at det er påstand mod påstand, siger han.

Her kan du se udviklingen i antallet af tilfælde af chikane mod cityassistenter-

Tegn på en bredere tendens

Chikanen mod cityassistenter er stigende. I 2015 blev der registreret 25 tilfælde af chikane, og i 2016 var tallet steget til 52.

Vi er kede af, at det tager så lang tid, for det har stor indflydelse på vores arbejdsmiljø, at cityassistenterne udsættes for forskellige former for chikane.

Kim Guldvad Svendsen, chef, Drift og Myndighed

Kim Guldvad Svendsen mener, at udviklingen er et tegn på en bredere tendens i samfundet.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, og jeg er ked af, at der er en udvikling i samfundet mod mindre og mindre respekt for folk i servicefunktioner, siger han.

Udover cityassistenter kan det eksempelvis være butiksekspedienter, der oplever at blive talt grimt til, nævner han.

- Det er ærgerligt, at flere og flere arbejdsområder bliver påvirket negativ af, at folk hidser sig op og er stressede, siger Kim Guldvad Svendsen.