City Vest evakueret

Kunder måtte forlade indkøbscenter

Foto: Google Maps

Kunderne i indkøbscentret City Vest i Brabrand har hele to gange på samme dag ufrivilligt måttet afbryde deres indkøb.

Ifølge Århus Brandvæsen har en fejl på centrets sprinkleranlæg to gange udløst en alarm. Begge gange har alarmen betydet, at samtlige personer i bygningen er blevet bedt om at søge væk.

- Det sker helt automatisk. Via højttalerne fik folk besked på at gå udenfor, siger indsatsleder Christian Bandholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Ifølge Christian Bandholm er det muligvis en lille lækage i en ventil, der har været årsag til et trykfald i ventilationsanlægget. Der har dog på intet tidspunkt været fare for, at anlægget skulle gå i gang.

- Men hele bygningen blev helt rutinemæssigt evakueret. Folk tog det generelt pænt, siger han.

De to evakueringer fandt sted henholdsvis kl. 10.21 og 12.38.