Cigarettræ på Rådhuspladsen
Det store kastanjetræ på Rådhuspladsen i Århus fyldes med cigaretkartoner på den nationale rygestopdag på fredag.
Cigaretter er for rygere, hvad sutter er for små børn.
Derfor omdanner Århus Kommune på fredag det store kastanjetræ på Rådhuspladsen til et cigarettræ, hvor der er hængt cigaretkartoner på grenene.
Cigarettræet skal lede tankerne hen på børnenes suttetræer, hvor de hænger der sutter, når deres forældre mener, at det er på tide, at de små skille sig af med dem.
- Afhængighed af rygning drejer sig om meget andet end behovet for nikotin. Rygning er også vane, trøst, hygge og tryghed, ligesom en sut er for små børn. Formålet med træet er - med et glimt i øjet - at sige, at det er drønsvært at stoppe med at ryge, og at det drejer sig om andet og mere end viljestyrke og selvdisciplin. Der er meget psykologi i det, siger tobakskoordinator Jonna Winther fra Århus Kommunes Sundhedsstab i en pressemeddelelse.
Ved hjælp af cigarettræet håber Århus Kommune at kunne hjælpe byens rygere til at kvitte cigaretterne på den nationale rygestopdag fredag 7. marts.