Christian Berge klar for Århus GF

Den norske håndboldspiller Christian Berge skifter fra Flensburg-Handewitt til Århus GF.

Flensburg-Handewitts playmaker Christian Berge skriver torsdag under på en treårig kontrakt med Århus GF. Det bekræfter den 32-årige nordmand overfor den norske avis Adresseavisen.

Der har i længere tid verseret rygter om, at Berge var på vej til Århus, og nu tager Berge selv bladet fra munden og bekræfter, at han fra næste sæson vil være genforenet med sin tidligere træner i Flensburg-Handewitt, Erik Veje Rasmussen.

- Jeg havde tilbud om en meget bedre økonomisk kontrakt i en anden klub, men valgte i stedet tryghed sammen med min gamle træner, siger Christian Berge til den norske avis.

Christian Berge har overvundet en alvorlig kræftsygdom og er tilbage på banen i Tyskland, men efter sommerferien står den altså på dansk klubhåndbold.

Århus GF vil før torsdagens pressemøde i Århus ikke kommentere Berges skifte, selv om spilleren altså selv har bekræftet det.

- Det, jeg har at sige, siger jeg på presse-

mødet i morgen, siger klubbens sportschef,

Claus Blem Jensen. /ritzau/