Chris Anker tvivler på Touren
Føler sig ikke sikker på udtagelse
'Oksen fra Hammel', Chris Anker Sørensen, føler sig på ingen måde sikker på, at han er en af de ni ryttere, der får en plads på Team Saxo-Tinkoffs hold til Tour de France.
I sidste uge har Chris Anker Sørensen puklet op og ned af nogle af de hårdeste stigninger i Alperne sammen med Team Saxo-Tinkoffs stjerneryttere Alberto Contador og Roman Kreuziger.
En rekognosceringstur, der skal forberede rytterne bedst muligt, så de ikke bliver overraskede af prøvelserne under Tourens afgørende nøgleetaper.
Men selvom danskeren har været med Tour-træningslejren, føler 'Oksen fra Hammel' sig på ingen måde selvskreven til en plads på blandt de ni udvalgte Tour-ryttere.
- Der er vel syv sikre ryttere på Tour-holdet lige nu, men jeg er ikke en af dem Jeg er i periferien af det mandskab, der skal forsøge at hjælpe Alberto til sejr og skal først vise mit værd, siger Chris Anker Sørensen på holdets officielle hjemmeside.
Selvom han ikke føler sig 100 procent overbevist om, at han skal køre Touren, er danskeren alligevel med blandt de ryttere, der fra på lørdag skal deltage i det franske etapeløb Dauphiné Libéré, der traditionelt bruges som forberedelse for Tour-rytterne.
- Efter træningslejren har jeg nu nydt et par dage herhjemme i Italien sammen med min familie, og på lørdag tager jeg af sted til Frankrig for at køre Criterium Dauphiné Libéré sammen med blandt andre Alberto.
Her skal jeg forsøge at vise, at jeg er stærk nok til at komme på holdet, og jeg skal vise det i kraft af hjælperytterrollen for Alberto selv. Får jeg chancen for at køre efter en etapesejr, vil jeg selvfølgelig gribe den, men jeg skal først og fremmest agere hjælperytter. Efter Dauphiné tager jeg på højdetræningslejr i Dolomitterne i 14 dage, før jeg tager til Danmark og kører DM i Vordingborg, fortæller Sørensen.