Chris Anker tæt på sejren
Kæmpede med om etapesejr i Tour de France
Hammel-cykelrytteren Chris Anker Sørensen var tæt på at skabe den helt store overraskelse i dagens bjergetape i Tour de France.
Chris Anker Sørensen, som kører for Saxo Bank-Tinkoff Bank, kom ind som etapens nummer to, et minut og 40 sekunder efter franske Thomas Voeckler.
Dermed rykker Chris Anker Sørensen også op som nummer 14 i den samlede stilling.
I konkurrencen om bjergtrøjen betyder onsdagens etape, at Voeckler overtager den prikkede bjergtrøje med 107 point, mens svenskeren Fredrik Kessiakoff nu er nummer to med 103 point. Chris Anker er treer med 77 point.
Kom med i udbrud
Alle tre ryttere kom med i det 38 mand store udbrud fra etapens start. Flere og flere ryttere blev siet fra over stigningerne, men danske Chris Anker holdt ved.
Desværre for ham kom han ikke med, da Voeckler og to andre ryttere stak på Col du Tourmalet. Herfra kørte franskmanden ufatteligt stærkt, og han havde sat sine følgesvende inden toppen på det sidste bjerg, Col de Peyresourde.
På samme bjerg satte Chris Anker Sørensen Astanas Alexander Vinokourov og satte jagten ind på Voeckler alene. Men desværre for sent.