- Chris Anker dummede sig

Favoritten slog ikke til, mener Bjarne Riis

Team Saxo Bank måtte overraskende nøjes med DM-sølv til Nicki Sørensen, og holdejeren kunne i stedet se, hvordan Glud & Marstrand-rytteren Sebastian Lander vandt danmarksmesterskabet i landevejscykling ved Hammel.

I den efterfølgende analyse fra Bjarne Riis er der ros til DM-vinderens danske kontinentalhold og ris til hjemmebanefavoritten Chris Anker Sørensen fra Hammel.

- På et tidspunkt ser det egentlig udmærket ud. Chris laver lidt for meget på et tidspunkt, hvor han egentlig bare skal sidde og vente, og så kommer han ikke med der, da de kører. Det er hans egen skyld.

- Nicki sidder der, og det er egentlig også de to, vi havde regnet med. Chris sidder ikke, fordi han dummer sig, og Nicki gør jo det, han skal. Han har ikke benene til at gøre det til sidst, siger Bjarne Riis.

- De kører fantastisk
Til gengæld er Team Saxo Bank-chefen imponeret over, hvordan det danske tredjedivisionshold kørte årets DM. Glud & Marstrand fik både guld ved Sebastian Lander og bronze ved André Steensen.

- De kører fantastisk. Det er helt okay. Sebastian Lander og André Steensen kører helt vildt stærkt. Det er bare flot, siger Bjarne Riis.

- Det er bare chapeau. Der er ikke så meget der. Det er absolut en værdig vinder.