Chokolade tilbagekaldes over hele landet - kan give allergiske reaktioner

Chokoladerne kan indeholde jordnødder, selvom det ikke står på ingredienslisten.

Chokoladen kan indeholde spor af jordnødder. Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix

To varianter af chokolade i æsker bliver kaldt tilbage af PR Chokolade, fordi en af chokoladerne i æskerne indeholder jordnødder.

Det er ved en fejl ikke blevet oplyst i ingredienslisten, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Læs også Skolepatruljer chikaneres: Nu hædres de med varm chokolade

Det drejer sig om hvide og blå æsker af mærket Orangeriet Vest. Æskerne er blevet solgt via Interflora og andre blomsterbutikker.

Chokoladerne vejer mellem 110 og 200 gram og er holdbare fra 1. august 2019 - 20. februar 2020. Det er firmaet PR Chokolade A/S, der står bag chokoladeæskerne.

Kan blive syg af at spise dem

De bærer stregkodenumrene 5704727020260 og 5704727019318.

I en pressemeddelelse fra Fødevarestyrelsen begrundes tilbagekaldelsen med, at forbrugere med allergi over for jordnødder kan risikere at blive syge, hvis de spiser chokoladen.

Læs også Storinvestor tror på Aarhus Lufthavn: Vil tredoble passagerantallet

Forbrugere, der allerede har købt chokoladerne, rådes til at kassere dem eller levere dem tilbage, hvor man har købt dem.