Chikane mod betjente
Bliver forfulgt, når de har fri
Politibetjente oplever ofte at blive chikaneret, når skjorten og skiltet er lagt på hylden for at holde fri.
Hver måned har Østjyllands Politi 8-10 sager om chikane mod betjente eller deres pårørende. Det skriver P4 Østjylland.
- Folk, der har været på hjem fra byen, har været opmærksom på, at der er en bil, der kører efter dem. En bil, vi kender fra det kriminelle miljø, og det lægger et stort pres på kollegaerne og specielt på deres familier, siger tillidsmand Dan Søberg til P4 Østjylland.
Hurtig indsats har haft en effekt
Tidligere har antallet af sager været helt oppe på 30 om måneden, men en hurtig indsats i samarbejde med ledelsen har nu haft en effekt.
- Vi tog også ud til nogle af de knægte og fik en bekymringssamtale med dem. Vi fik dem fortalt, at de bevægede sig på en knivsæg af straffeloven og risikerede en bøde eller måske fængsel, siger politiinspektør Morten Anker Jensen til P4 Østjylland.
Efter den hurtige indsats er tallet nu faldet, men chikane mod betjente er stadig et problem.